7 Isak

Gud satte Abraham på prøve. Han kaldte på ham: Abraham! Ja, jeg lytter, svarede Abraham. Gud sagde: Tag din søn Isak, som du elsker, med op på toppen af bjerget og bring ham som et offer til mig.

Næste morgen stod Abraham tidligt op, gjorde æslet klar og kløvede noget brænde til offeret. Da alt var klar, tog Abraham og hans søn Isak to tjenere med og begav sig afsted mod bjerget.

Efter at have vandret i 3 dage, så de bjerget i det fjerne. Abraham sagde til sine tjenere: Bliv her – Isak og jeg går op på bjerget for at tilbede, og derefter vil vi komme tilbage. Abraham tog kniven og ilden fra sine tjenere og placerede brændet til ofret på Isaks
skuldre.

Mens de gik op ad bjerget, blev Isak nysgerrig og spurgte: Far, vi har træ og ild, men hvor er lammet, som vi skal ofre? Abraham sagde til ham: Gud vil selv sørge for et lam.

Da de kom op på toppen af bjerget, byggede de et alter og lagde brændet på det. Derefter bandt Abraham Isak og lagde ham på alteret ovenpå brændet. Han løftede kniven for at dræbe ham som et offer til Gud. I samme øjeblik råbte Guds engel til ham fra himlen: Abraham! Abraham!
Ja, jeg lytter! Svarede han.
Englen sagde: Læg kniven ned. Gør ikke din søn noget. Nu ved jeg, at du stoler på mig, fordi du ikke tøver med at give mig det, du elsker allermest.

Da så Abraham, at der bagved ham stod en vædder, som havde viklet sine horn ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den til Gud i stedet for sin søn. Abraham kaldte stedet på toppen af bjerget ”Gud vil sørge for det”.

Derefter sagde Gud til Abraham: Fordi du ikke nægtede at give mig din søn, som du elsker, vil jeg velsigne dig rigt. Din slægt vil blive til millioner – ligesom stjernerne på himlen og sandet på stranden. Dine efterkommere vil overvinde deres fjender på alle sider. Hele jorden vil blive velsignet gennem din familie – fordi du valgte at adlyde mig.

Så gik Abraham og Isak ned fra bjerget, mødtes med deres tjenere og vendte hjem.

Secured By miniOrange